Tærte med franske noter a la ratatouille

Her midt i januarmørket kan man godt drømme sig væk til varmere himmelstrøg – ja, man kan nærmest have behov for det, som jeg netop i dag blev enige med min kollega på arbejde om. Dagens råd kollega til kollega lød derfor på, at han skulle bestille en ferie til ham og fruen – selv om jeg ikke kender hende så godt, så er jeg sikker på, at hun også vil synes om initiativet. Nu ved jeg ikke, hvor de tager hen, såfremt han følger rådet, men tanken om at sidde på en terrasse i Provence en sommeraften med salad nicoise på tallerkenen og kølig hvidvin i glasset er meget tillokkende for undertegnede.

Men nu er realiteterne, at vi er midt i januar måned, det er mørkt og koldt udenfor – som i rigtig mørkt, koldt og trist. Jeg suger hvert eneste lille solstrejf til mig, tæller hvert minut, dagen tager til, og glædes over, at vi hver dag kommer nærmere lysere tider. Indtil det atter bliver oplagt med salad nicoise, der kræver nye kartofler, mindes jeg sommeren med en variant af en anden fransk klassiker, nemlig ratatouille. Denne ratatouille er nemlig ikke helt standard, men i stedet indarbejdet i en tærte og har dermed fået hovedrollen i menuen – den serveres nemlig gerne med en god salat, gerne af den fyldige slags, så det bliver to mindre retter i stedet for tærte med salat.

Tærte a la ratatouille

Jeg har taget hovedingredienserne fra ratatouille – der er mange varianter, men jeg synes at bemærke, at tomater, squash og auberginer altid er tilstede – og de kombineres med to slags ost og lidt krydderier i en tærtebund. Bemærk, her er ingen æggeblanding, der hældes over tærten inden bagning.

Der bliver en tærte på ca. 24 cm i diameter, nok til 3-4 personer afhængig af tilbehør og sult. Hos den skæggede og undertegnede bliver der ofte til to dage, når tærten serveres med fyldige salater.

Tidsforbrug: der går et par timer, men du kan skære lidt tid af i en snæver vending, hvis du sparer på hviletiden for dejen.

Sværhedsgrad: ikke vanskelig, og dejen er overraskende nem at arbejde med.

Ingredienser:

Tærtedej:

  • 100 g groft hvedemel
  • 50 g durummel
  • 50 g tipo 00 mel
  • 1 tsk salt
  • 1/2 dl rapsolie
  • 4-5 spsk skyr
  • 1/2 dl vand

Fyld:

  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3 tomater
  • 1 rødløg
  • 1 mozzarella ost
  • 50 g revet ost
  • Olivenolie
  • Timian
  • Salt, peber

Start med tærtedejen: bland alle de tørre ingredienser i en skål. Tilsæt så olie og skyr og rør godt rundt med en ske. Dejen samles helt med en anelse vand. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, så den passer til den valgte form. Husk at give formen en gang olie, inden du kommer dejen i. Lad nu dejen hvile i køleskabet i en times tid.

Tænd for ovnen på 200 grader varmluft. Forbag bunden i 10 minutter, så den er let fast. Tag bunden ud. Sænk ovnens varme til 180 grader varmluft.

Imens bunden forbages, forbereder du fyldet: skær auberginen i tynde skiver og drys salt over dem, så bitterstofferne trækkes ud. Lad dem trække i ca. 10 minutter og skyl saltet af. Skær ligeledes squashen i skiver. Steg begge dele på en godt varm pande, så de bliver let grillede. Skær rødløget i smalle både og mozzarellaen og tomater i tynde skiver. Læg nu grøntsager og mozzarella lagvis på den forbagte tærtebund. Drysses generøst med krydderier og revet ost. Bages i yderligere 30 minutter ved 180 grader varmluft.

Serveres som sagt med en god og gerne fyldig salat.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.