Forret til fødselsdag – jomfruhummerhaler med dobbelt op på jordskokker

Der var dømt fødselsdagsmiddag, og egentlig havde jeg en helt anden plan, men så stod jeg nede hos fiskehandleren og lavede menuen helt om. For der skulle jomfruhummer på bordet og det i efterårsklæder med jordskokker på flere måder: jordskokkepuré og jordskokkechips.

Forretten består af grillede jomfruhummerhaler på jordskokkepuré med jordskokkechips og ristet rugbrød. Superenkelt og velsmagende.

Har man ikke lige jomfruhummere – eller ikke fødselsdag og efterlyser et mere prisvenligt alternativ, så er tigerrejer et godt bud.

Man kan sagtens lave jordskokkepuréen kun med jordskokker, det giver en meget intens smag, men jeg foretrækker det mere mildt og supplerer derfor med bagekartoffel i puréen.

Lavede du din egen fødselsdagsmiddag?

Det spørgsmål kunne man sagtens stille, og ja, i år lavede jeg min egen fødselsdagsmiddag – hvilket nok også er at foretrække frem for at lade den skæggede gå i køkkenet. Spøg til side, han kunne sagtens frembringe et godt måltid, men nu er han også ret god til at finde den rigtige vin til maden – og jeg elsker at nusse om maden. Nå, men hvorfor gik I så ikke ud på en eller anden ret delikat restaurant? Det gør vi også, men denne aften var jeg bare mere til mad hjemme. Og som fødselsdagsbarn har man vel lov til at bestemme bare lidt.

Til to personer sammen med en flaske mousserende vin. Det havde den skæggede nemlig fundet frem i anledning af fødselsdagen, og så passer det perfekt til forretten (mousserende vin passer sådan set til ret meget…).

Tidsforbrug: 45 minutter og der er ok tid

Sværhedsgrad: tjo, tja, sådan midt imellem. Få og enkle ingredienser, til gengæld er det vigtigt, at man er opmærksom under tilberedningen – man kan ikke rigtig skjule fejl.

Ingredienser:

  • 250 g jordskokker
  • 250 g bagekartoffel
  • 8 jomfruhummerhaler
  • 2-3 skiver rugbrød
  • Olivenolie
  • Salt, peber

Jordskokkepuré: skræl jordskokkerne (tag en fra til chips) og kartoflen og skær begge dele i mindre stykker. Koges i 15 minutter i letsaltet vand. Hæld vandet fra, men gem det. Mos de kogte jordskokker og kartoffel med et piskeris. Tilsæt 1-2 spsk olivenolie og juster konsistensen med noget af kogevandet. Smag til med salt og peber.

Rugbrødschips: skær 2-3 helt tynde skiver rugbrød. Varm en pande godt op med olivenolie. Steg rugbrødsskiverne i olivenolie, til de er sprøde. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og giv dem et vrid salt.

Jordskokkechips: skær jordskokker i meget tynde skiver, evt. på et mandolinjern. Steg dem på en varm pande med olivenolie – hold øje, de må ikke branke. Lad dem dryppe af på køkkenrulle og giv også dem lidt salt.

Jomfruhummerhaler: når de første tre elementer er klar, varmes en grillpande op med olivenolie. Den skal være godt varm. Grill jomfruhummerhalerne et par minutter og giv dem salt og peber.

Ret tallerkener an med puré, jomfruhummerhaler og de to slags chips.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s